Intet. Opera af David Bruce.

Operaen Intet af David Bruce bygger på en ungdomsbog af Janne Teller: Intet.
Operaen havde premiere i musikhuset i Århus i går den 5. februar.

Operaen startede i foyeren hvor Pierre fra balkonen sang om at intet har betydning, så derfor gør han ingenting.
Klassekammeraterne fra 7 d er lige kommet hjem fra sommerferien og Pierre har selvfølgelig ikke oplevet eller gjort noget. Han sætter sig op i et blommetræ  på scenen  og synger om ingenting. De andre vil bevise for ham at der er noget at leve for og det gør de ved at ofre det kæreste de har på en bål. De går helt til yderligheder. Agnes må ofre sin fletning. En anden sin mobil. En sit ur altså tiden. Den ting de har allermest kær. Men da en af skulle ofre sin guitar blev de virkelig skræmte og nej ikke hans guitar. En ofrede dannebrog, en ofrede et krucifix fra en kirke, og en hentede sin døde hund på kirkegården. Men Pierre gav hul i det hele, og i et kaos of ld og lys forsvandt han i intetheden. Blev et med intet.
Forestillingen er fantastisk. Musikken intens og stærk. Sangerne og alle medvirkende kunne i fællesskab udtrykke desperationen.
Jeg ser det som nihilisme, sisyfosmyten, det absurde teater, nonsense, no future, dystropi. Eksistentialismens grundproblem. Buddhistisk tomhed der ikke bliver afløst af fylde. De voksnes svigt. Prædikerens bog: Tomhed kun tomhed.
Jeg mener at det der er galt i tankegangen er den bygger på offertanken, som er problematisk. Den bygger på at livet skal bevises. De andre i operaen vil vise eller bevise at livet er værd at leve. Når eller hvis Gud er død, som Nietche proklamerede får religionerne ingen værdi. De er nytteløse. Postmoderne opfattelse af at alt er ligegyldigt, og at de store fortællinger er døde. I globaliseringens tidsalder, senmodernismen vender mange af os indad til os selv, og det vi finder er tomhed. Eller vi vender os mod oprindelige, nationale eller lokale kulturer og går tilbage til tider, hvor fællesskab og den enkelte er en enhed og en helhed. Der hvor vi kan mødes er i musikken, som er en af de fællesskabs dannende fænomener  eller livsytringer. På et filosofisk  plan må man gå ud fra en postulation af at livet  er sandheden. Altså det tænkemæssige udgangspunkt er at livet er godt. Livet føles som noget godt. På det æstetiske plan kan vi erfare at livet, jorden, universet er smukt.
For de millioner, der ikke har mærket, set, følt, eller modtaget kærlighed, er livet udsigtsløs, og desperate handlinger er vor tids virkelighed. Helvedestilstande hvor alt er håbløst, ekstremt pinefuldt erfares af mange.
Vi flygter op i skyen og håber at finde kærlighed til os selv og vore medskabninger, vore venner. Facebook er kommet for at blive. På godt og ondt.